Den norske skovkat ...Hvad er den egentlig for én?"

For at finde ud af det, må vi - iflg. myter og sagn - ganske langt tilbage i historien. Adskillige hævder ganske hårdnakket, at Skovkatten kom med vikingerne - som skulle have hjembragt langhårede katte fra Miklagård og Persien - på deres færd til Island og Grønland, og derfra videre til Vinland, i dag Newfoundland. Derfra skulle de have bevæget sig sydover, - og i vore dages New England blevet stamfædre og -mødre til Maine Coon'en.

Det kan da ha' en vis sandsynlighed, men filmen knækker altså der, hvor Maine Coon'en kommer ind. Stort set alle, der har et nok så lille kendskab til begge racer vil vide, at de kun har pelslængde til fælles, udover kattens generelle kendetegn (spidse tænder, knurhår, et ben i hvert hjørne og en hale).

Længere fremme i historisk tid - og også lidt bedre underbygget - er idéen om, at det skulle være undslupne skibskatte fra 14-1500 tals fartøjer, der havde været sydpå, som så har været underkastet naturens hårde love i et par hundrede år eller 3 i de norske skove. Der findes notater fra dagbøger og andre dokumenter fra 1600 tallets dansk/norske embedsmænd og præster, som beskriver nogle store, loslignende katte, der jævnligt bliver set i skovene. De kendtes lokalt som "Huldrekatte", og kan sagtens være vores forkælede kræs forfædre.

"Ja, ja - det ka' være meget godt alt sammen, men hvad er den egentlig for én?"

OK, så prøver vi på en anden måde: Den Norske Skovkat stammer - som navnet ganske svagt antyder - fra Norge. Den er en traditionel, norsk hus/gård/vildkat, der blev godkendt som selvstændig race i FIFe i 1977, og er således en meget ung race. Dette er dog kun en halv sandhed, da den blev udstillet første gang i 1938. Desværre fik nordmændene som bekendt andet end katte at tænke på et par år senere, så "projekt Norsk Skovkat" gik i glemmebogen igen. Omkring 1970 blev man opmærksomme på, at den traditionelle norske kat var ved at forsvinde. - I naturen på grund af indskrænkning af deres levesteder, - og i den tamme version på grund af parring med almindelige, korthårede huskatte. Dette fik sat gang i projektet igen, og man indsamlede fra midt i 1970'erne frem til 1990 katte fra både naturen og fra norske bøndergårde. Ud fra den først indsamlede population, gav man sig til at forfatte en standard- som dog i den sidste ende blev til en beskrivelse af skovkatten "Truls". Den ser ud som følger:

(Det her er godt nok tørt!)

Skovkatten skal være en stor (hankatte 6-8 kg. og hunkatte 3,5-5 kg.) og muskuløs kat, med en lang krop på kraftige ben. Hunkattene skal dog samtidig også se feminine ud. (hvem har sagt, det sku' være let at være Skovkat)?

Brystet skal være bredt, med stort mellemrum mellem forbenene, som skal være lange og kraftige, med store, runde poter med snesko (lange hår mellem tæerne). Bagbenene skal være synligt længere end forbenene. Hovedet skal være ligesidet trekantet med en forholdsvis høj, let rundet pande, stærk hage og en lang, lige profil.

Ørerne skal være store, ret brede og åbne (ikke at man derfor kan regne med, katten gider at høre efter), med lange hår ud af ørerne og gerne med tufser. De skal sidde forholdsvis højt, så de fortsætter hovedets trekant. Øjnene skal være store og ovale, let skrå og med et vågent udtryk (altså ikke noget med morgensmå øjne her) og må have alle de farver, de har lyst til.

Halen skal være lang og busket, og skal helst kunne trækkes helt op i nakken på katten (altså halespidsen. Roden skal helst blive hvor den er).

Pelsen skal være semilang og dobbelt. Det vil sige, at der skal være en ulden underpels, dækket af en lidt længere, vandskyende overpels med lange, stride dækhår. Tilsammen skal det give et imponerende syn af en kat med stor krave, skjortebryst og knickers på bagbenene.

Den klassiske farve er sort tabby med hvidt bryst og hvide poter, men pelsen må også - næsten - ha' den farve, den har lyst til. Undtaget er maskefarver samt chokolade, lilla, fawn og cinnamon. Alle farver må være med et hvilket som helst tilskud af hvidt.

Pointskalaen ser således ud:

Hoved: Generel form, næse, profil, kæbe og tænder, hage          20 point

Ører: Form, størrelse og placering                                                   10 point

Øjne: Form, udtryk                                                                              5 point

Krop: Form, størrelse, knoglebygning, ben, poteform                    25 point

Hale: Længde og form                                                                       10 point

Pels: Kvalitet og struktur, længde                                                     20 point

Farve og mønster                                                                                5 point

Kondition:                                                                                             5 point

                                                                                                 Total:  100 point

"Ja, ja, ja. Det er ganske sikkert rigtigt - men hvorfor må jeg ikke få at vide, hvad en Norsk Skovkat er for én?"

Jamen, så sådan her da?

En Norsk Skovkat er generelt helt sin egen. Den er selvstændig, egenrådig og stædig - altså i meget høj grad KAT. Bevares, der er undtagelser - hvem har fx. nogen sinde mødt en selvstændig hankastrat? Dog har Skovkatten en særegen tendens til, at udvælge sig sit helt eget favoritmenneske, for hvem den vil gå gennem ild og vand, mens den til gengæld, med største selvfølgelighed, ignorerer alle andre. Odds er, at den ikke vælger det menneske, der betragter katten som sin. Især hunkattene er ret reserverede, første gang de møder nye mennesker, men som regel tør de ret hurtigt op, hvis de nye mennesker ellers gør sig fortjent til kattens accept - dvs. respekterer kattens suverænitet og overhøjhed, og ikke gør for mange tilnærmelser for hurtigt. Er man først accepteret, kan man til gengæld regne med, at ens små forseelser i forhold til etiketten vil blive hurtigt tilgivet, og at man endda kan driste sig til, at kæle med katten. Hvis det er en hunkat, vil forsøg på at løfte hende dog sandsynligvis stadig blive taget ganske ilde op. Til gengæld er de fleste hankastrater i Himlen, hvis de kan få lov til at ligge på et skød og blive kløet på maven. Der er dog mindst én undtagelse fra disse regler, idet mindre børn i meget vidt omfang får lov til at tage sig friheder.

I almindelighed er Skovkatten er ret afslappet kat. Det er ikke fra den, man skal forvente gardin-svingeri og lignende, men man skal dog ikke helt frakende den evnen til, at tage turen rundt i huset, haven eller løbegården for fuld udblæsning. I den situation har man lov til, at give udtryk for en mild forbavselse. Som killing er Skovkatten en charmerende klodsmajor, men allerede ret tidligt er "gummibenene" forsvundet, og den lille uldbold er forvandlet til en elegant kat med meget sikre bevægelser. Det er ret sjældent, at selv en halvvoksen kat sender nips og potteplanter på gulvet. Dog skal man regne med, at har man ikke et højt kradse/klatretræ, vil reolens øverste hylde blive ryddet på et areal der ret nøje svarer til det, en mageligt henslængt kat fylder. Skovkatte kan nemlig li' at ligge højt.

Skovkatten er observerende, mere end den er deltagende, når det gælder familiens daglige liv. Noget helt andet er, hvis den har mulighed for jagt; så er den i allerhøjeste grad deltagende!

Skovkatten er en fænomenal klatrer og springer, så at fange en fugl i flugten, ved hjælp af et spring på 2-3 meter vandret ud i luften, fra sin yndlings-udkigspost i 3-4 meters højde, er en smal sag for de fleste af slagsen. At klatre ned fra samme udkigspost, vil ofte foregå med hovedet forrest - i fuldt løb . Skovkatten er generelt en sund og ukompliceret race at have med at gøre. Der er dog for nyligt blevet konstateret en grim, arvelig hjertesygdom i nogle ganske enkelte linjer, men i det store og hele hører de racespecifikke sygdomme til i småtingsafdelingen. Det mest udbredte problem er dårlige tænder. Som avlskat er Skovkatten heller ikke det mest krævende. Det hører til sjældenhederne, at der er grund til, at stille det helt store apparat på benene, med dyrlæge og alt til faget henhørende. I langt de fleste tilfælde klarer hunkatten ærterne selv; føder et gennemsnitligt kuld på 4-5 killinger, der i gennemsnit vejer 110-115 gram og passer dem til alles tilfredshed.

Pelspleje er ikke nogen større videnskab. Skovkatten er rimeligt skrap til, selv at holde sin pels i fin orden. Faktisk kan man med fordel gøre en omgang med børsten og kammen til en hyggestund, så katten forbinder det med noget rart. I fældetiden - sådan ca. marts måned - smider de nemlig så meget pels så hurtigt, at det kan knibe med, at overkomme det selv. Så vil et positivt syn på børsten være et plus - og i øvrigt laver katten heller ikke hårboller af det, børsten fjerner.