O-kuld: Født 07-03-2023

CH Aroni de Noldor *ES   &   DK Delicat's JoJo

Stamtavle / Pedigree 

Køb af killing - klik her for vigtige informationer

Dette vil blive Aronis sidste kuld.

Herefter vil han nyde sit otium som kastrat sammen med husets andre katte.
Læs om Aroni her


  1. Olivia: Hun, n0322, Sort blotched tabby bicolor    (På hold / on hold)
  2. Olga: Hun, n0322, Sort blotched tabby bicolor    (Reserveret / booked)
  3. Olympia: Hun, n0923, Sort makrel tabby m/hvid    (Reserveret / booked)
  4. Ozzy: Han, n0923, Sort makrel tabby m/hvid    (Reserveret / booked)



13 uger: Alt godt kommer til den der venter.....

Olivia er stadig ledig for det helt rette hjem. Hun er en stille og rolig kat (ligner sin mor af sind) og hendes kommende hjem skal gerne matche det. Hun søger derfor et hjem uden helt små børn, et sted hvor hun kan få lov til at udforske tingene i sit eget tempo og et sted, der har masser af kærlighed og opmærksomhed at give og som hun kan gengælde. Olivia har ikke travlt med at flytte hjemmefra og venter derfor gerne på det helt rigtige match.

Olga og Olympia har fundet deres fælles nye hjem. De bliver dog boende her indtil midt i juli, fordi deres kommende ejere vil vente med at hente dem, til de kommer hjem fra ferie deres ferie. Det synes jeg rigtig godt om. Dels fordi ejerne tager rigtig fint hensyn til killingerne og dels fordi jeg får lov til at nyde killingerne lidt længere.

Ozzy rejser til udlandet, og skal have en ekstra vaccine, som lige skal have lov til at virke, inden han kan "flyve fra reden". Han bliver derfor også her til midt i juli.

Midt i juni er det tid til at komme til dyrlægen til 2. vaccination, sundhedsundersøgelse og neutralisering. 
I samme ombæring får mor JoJo en kemisk kastration og far Aroni bliver kastreret.

Min sommerferie står for døren - og jeg vil glæde mig til at nyde 3 uger sammen med killingerne og de voksne katte.

11 uger: Vi vokser .....

Tiden flyver afsted og killingerne vokser og vokser. De er over alt! Vi har små dialoger om, hvad man må og ikke må. De synes, det er rigtig spændende at kravle i gardiner, hvilket jeg forsøger at opdrage dem til ikke at gøre. De synes også, det er spændende at kravle helt op i toppen af "Gulv-til-loft" kradsetræerne. Jeps, det kræver gode nerver at observere dem for tænk, hvis de faldt ned. Nogle gange kommer der et ynkeligt "iww", og så er der én, der gerne vil have en hjælpende hånd til at komme ned igen.

Killingerne har været hos dyrlægen og fået 1. sundhedstjek, 1. vaccination samt microchip.  De tog det i stiv pote, altså lige bortset fra Ozzy - der normalvis er den mest "kække" i kuldet - han syntes, at vaccinen nev lidt, og dét gjorde han lige opmærksom på. Alle killinger har fået følgende bemærkning med fra dyrlægen: Fin killing, aktiv og nysgerrig. 

Der har været killingekøbere på besøg, og det er altid SÅ hyggeligt. Jeg nyder at se glæden i kommende ejers øjne og de dialoger vi har omkring hver enkelt killing. Samtidig er det dejligt at have en katteflok, der byder sig til for både nus og kæl af fremmede. 

8 uger: Ude er godt .....
Killingerne har nu fået adgang til den indhegnede og overdækkede terrasse. Det var virkelig spændende for dem at komme derud. SÅ mange nye lyde, dufte og indtryk!
Efter et par dage, hvor de havde undersøgt alt, var det tid til at tage billeder. Jeg løftede killingerne op på en af hylderne (endnu kan de ikke selv komme derop) og det blev modtaget med blandede følelser. Det var tydeligt at se, at de nød udsigten ud i haven, men dét der med at mærke vinden i pelsen, dét var godt nok underligt for Olga og Olivia. Det er derfor de trykker sig lidt på billederne. Olympia og Ozzy havde til gengæld en lille fest på hylden. 


Der bliver løbet, leget, hoppet og sprunget og de tester virkelig hinanden af i deres leg. Via legen afprøver de deres .... kald det egenskaber, instinkter, færdigheder .... ud i at angribe og forsvare. Det er præcis som de ville gøre i naturen, hvis de levede vildt. Altså at snige sig ind på et bytte osv. Hvis deres interne "leg" bliver for voldsomt eller for hård, så siger de fra overfor hinanden med et lille "iwww". Det er faktisk ret spændende at iagttage, hvordan de opdrager på hinanden.


Killingerne er meget sultne - det tror pokker med al den energi, de brænder af. Killingetørkost er de ikke så interesseret i. De vil meget hellere spise den tørkost, som de voksne katte har stående frit fremme. Vådkost er et hit og det serveres x 2 dagligt. Derudover dier de stadig lidt hos mor JoJo. Hun kalder så sødt på dem, og så kommer de hen til hende, hvis det altså passer dem, men mest for at få en lille hyggetår. De er så store, at de må ligge på kryds og tværs for at få plads, hvilket kan ses på billedet.

6 uger: Denne uges motto er "Alt eller intet". 
Kravlegården var ved at blive for lille for killingerne, så jeg lavede en lille tester, hvor jeg lukkede dem ud i stuen. Efter de første, lidt usikre skridt, var det fuld fart frem. De opdagede nemlig, at de havde mulighed for at løbe rigtig  stærkt - og dét skulle udnyttes. Efter en times leg i stuen, lukkede jeg dem ind i kravlegården igen, men efter 5 min lød det første lille "bump-bump". 1 min efter kom endnu et "bump-bump" og ganske rigtigt, killingerne havde planket kravlegården. Ozzy var den første til at hoppe over og han blev fulgt af Olympia. Tiden med killinger i kravlegård var officielt slut.

Tilbage til ugens motto "Alt eller intet". Der er fuld knald på. Der bliver løbet, hoppet sidelæns i bedste krabbe-stil og tyngdekraften udfordres, når de kravler opad i kradsetræet. Det med at komme ned igen, kan være lidt udfordrende, men så er det godt, at man kan sige iwww, iwww, iwww og blive løftet ned igen.
Efter de har brugt en masse krudt, får de serveret vådkost og efterfølgende sidder de roligt og soignerer sig. Man skulle så tro, at nu faldt der ro på, men nix-bix. Nu følger ca 1/2 times leg, men SÅ kan de heller ikke mere. Én efter én falder de til ro, sidder enten og stener, ligger sig langsomt ned eller går ind i en hule og putter sig .... og ja, der er altid én, der ikke vil overgive sig, men lige skal have de sidste 5-10 min for sig selv at gasse af i. Det er en herlig alder og hver dag giver de mig masser af smil og latter.

Mor JoJo snakker meget med og til sine killinger. Hun går og "kurrer og kalder" på dem, når hun synes at de bør komme til hende. Det er ikke altid, at de synes, de skal høre efter og lystre hendes kald, men når de gør, så er hun er gavmild med at vaske dem og åbner også gerne mælkebaren for dem.

5 uger: I løbet af sidste uge fik killingerne endelig smag for vådkost. Som vanligt, når killinger starter på at spise vådkost, var det et værre svineri. De forstod ikke helt, hvad det var, der duftede sådan. De snuste til maden, bakkede væk, gik frem igen og begyndte at bide i tallerkenen. Uhhhh det hviner, når de gør det. Ret hurtigt fangede de, at maden kunne spises .... altså efter at de alle på skift havde været oppe at træde i maden .... Jeg kan hilse at sige, at det sviner ret meget, når en lille killing ryster sine poter eller løber 5-6 skridt væk med poterne fulde af mad. Hurra for vådservietter, som både gør killinger, gulve og måtter rene igen. Nu kører det for dem og de smasker og spiser på livet løs. 

Killingerne er blevet 4 uger, og der begynder at blive fart over feltet. De er meget nysgerrige og udforsker interesseret alle kroge af deres kravlegård. Mor JoJo forlader nogle gange killingerne, hvis de ligger og sover. Hun har behov for at komme lidt ud på terrassen og trække friskt luft, at gå på kattebakken eller bare lige gå lidt rundt i huset. Hvis de små vågner og opdager at hun er væk, så lyder de kæreste små iwww-iwww-iwww-iwww fra dem, og så kommer JoJo susende tilbage til flokken.
Killingerne udvikler sig meget i denne uge og der sker mange nye ting. De har smagt Creme Fraiche for 1. gang og det var lækkert. De leger bevidst med hinanden og vasker tilmed hinanden. Alt er fryd og gammen og jeg er en glad opdrætter.

Killingerne er snart 3 uger og er flyttet i stuen. De bor i en kravlegård sammen med deres omsorgsfulde mor og nyder at have fået mere plads at kravle rundt på.